Gå til hovedindhold

Pilotprojektet Svanegrund bliver snart Danmarks største naturpark

Naturområdet på 84.000 hektar er efter stærk indsats fra frivillige blevet en del af mærkningsordningen Danske Naturparker.

Indhold

    På restaurant Køst i Hou var der 24. januar fuldt hus til en reception til ære for naturparken Svanegrund. Anledningen for fejringen var, at Svanegrund er blevet optaget i Friluftsrådets pilotordning med forberedelse til at blive Marin Naturpark Svanegrund.

    Svanegrund strækker sig fra Norsminde i Nors til As Vig i syd og fra den jyske østkyst i vest og Samsøs vestkyst i øst. Hele området dækker omkring 84.000 hektar og indeholder blandt andet et Natura 2000-område.

    Gennem de sidste tre år har frivillige med Palle Holsting i spidsen arbejdet for at gøre projektet klar til ansøgning hos Friluftsrådet. Derudover har borgmestrene fra Odder, Samsø og Hedensted Kommune, Lone Jacobi, Marcel Mejer og Ole Vind samt andre lokale, frivillige organisationer bakket op om projektet. 

    Havsamarbejdet arbejder tæt sammen med Svanegrund, som er et konkret eksempel på, hvordan vi kan hjælpe nødlidende kystvande på vej mod god økologisk tilstand. Også de kommende lokale treparter, der skal arbejde for at omsætte Den Grønne Trepart til konkrete forandringer i det danske landskab, vil arbejde for at reducere tilførsel af næringsstoffer fra landbruget og således understøtte udviklingen af klart vand og bedre grundlag for liv i området.

    Naturpark Svanegrund er nu i færd med at søge fondsmidler til genopretning og tiltag for rekreative aktiviteter. De er også interesseret i private midler, hvis virksomheder vil støtte projektet. Du kan læse mere om Naturpark Svanegrund her.

    Sidst opdateret: 10. februar 2025